Hverdagen i Haletudsen


Morgen:

Vi åbner klokken 7 og de børn der afleveres tidligt får tilbudt morgenmad. Vi åbner hos Ænderne og er samlet der indtil cirka kl. 8, hvor de næste personaler møder ind og vi fordeler os derefter ud på vores stuer. Vi har fokus på at starte dagen stille og roligt og gør meget ud af at tage godt imod alle børn og forældre. Der er altid tid til at give en kort besked, hvis der er behov for det, det kan være hvis barnet har sovet dårligt eller lignende. Vi er særligt opmærksomme på at tage hånd om de børn der har brug for ekstra omsorg når de bliver afleveret. 


Formiddag:

Klokken 9 har vi morgensamling på stuerne, hvor vi spiser formiddagsmad, bestående af lidt brød, frugt og vand. Ofte synger vi nogle sange og snakker om dagens aktiviteter. Det er en stor hjælp for os, hvis i ikke afleverer jeres børn mellem 9 og 9.20, da det kan være forstyrrende for de børn der allerede er mødt ind og overvældende for de børn der afleveres midt i samlingen (Hvis du alligevel er nødt til at aflevere i dette tidsrum, er det en hjælp hvis afleveringen foregår hurtigt og uden for meget snak). 

Klokken cirka 9.30 starter dagens aktiviteter og det er vigtigt at alle børn er mødt ind, så de har mulighed for at tage del i børnefællesskabet (Hvis du er forhindret i at aflevere dit barn senest 9.30 så ring gerne og giv besked). 

Klokken 11 spiser vi frokost på stuerne. Vores køkken laver ugentlige madplaner og lægger dagligt billeder af måltidet op på instagraprofilen "haletudsemad", som man meget gerne må følge. 

Klokken 11.30 lægger vi børnene til at sove. De små sover ude i barnevogne og krybber, og de store sover inde på madrasser, henholdsvis på Guldsmedene og Ænderne. De mindste der har behov for 2 lure bliver lagt når de har behov for det. Vi har oppestue på Frøerne hvor vi blandt andet tager os af de mindste som sover forskudt af de andre. Her er vi samlet indtil ved 14.15 tiden hvor vi går hver til sit. 


Eftermiddag:

Klokken 14.30 er  de fleste børn vågne, og vi serverer eftermiddagsmad i takt med at de sidste vågner. Eftermiddagsmåltidet består ofte af friskbagte boller, frugt og mælk. Omkring klokken 15 går vi ud på legepladsen hvis vejret er til det og ellers samles vi på en af stuerne omkring klokken 16, hvor vi er samlet indtil vuggestuen lukker. Vi prioriterer at give alle børn den bedste afslutning på dagen og giver os gerne tid til at snakke med forældrene om deres barns dag, hvis vi har mulighed for det.


Vi har ansat ungarbejdere til at tage alt det praktiske om eftermiddagen, så vi har tid og overskud til at snakke med forældrene om børnenes trivsel og oplevelser hver dag.


Vi åbner klokken 7.00 og lukker klokken 17.00 alle hverdage. 








Del siden